Khawater
Velkommen til Khawater – et stille rum, hvor livet spejler sig i ord!
Her deler jeg ord og erfaringer fra mit liv – og det, jeg arbejder med.
Det handler om at være til stede.
Om at vokse og forandre sig.
Og om at leve med mening – forbundet med Gud.
Jeg skriver, fordi jeg tror, vi kan spejle os i hinandres historier.
Og måske – finde hjem i dem.
Khawater betyder refleksioner på arabisk – Et ord for det, der bevæger sig i hjertet og i tanken.
Dette er ikke en blog.
Det er et stille sted.
Et rum til eftertanke, tro og transformation.
Må du finde noget, der taler til dig, og minder dig om, hvem du er.
Khawater
Vejen hjem…
Der boede en pige i mig…
og hun hed Halima.
Hun drømte stille, talte ærligt og holdt sig stærk, selv når det gjorde ondt — men livet krævede, at hun voksede op, før hun var klar.
Hun ville følge sin egen vej, men stien var tåget og forvirrende — og hun var alene.
I dag? Jeg er vendt tilbage til hende.
Jeg har skrevet til hende — og om hende.
Denne tekst er et møde mellem den, jeg var,
og den, jeg er blevet.
Til dig, der læser med…
Måske er der en del i dig,
der stadig bor i dig – i stilhed.
Lad os fortsætte rejsen…
Halima — jeg har opfyldt din drøm!
Jeg lagde ikke mærke til det før jeg skrev datoen:
Der er næsten gået 18 år.
18 år — hele dit liv, og halvdelen af mit.
Det er som om vi står over for hinanden:
mig — den voksne, der har levet,
og dig — den unge, der ønsker at leve.
Det her er ikke et farvel.
Det er en stille stund.
Et møde. En afslutning. En ny begyndelse.
Jeg er ikke længere dig.
Men i dag?
Jeg vil have dig med mig.
For du fortjener at være her.
Ikke som noget, der skal glemmes,
men som en stemme, et minde, en historie, der skal fortælles.
Jeg — den voksne af os — vendte tilbage til din verden.
En verden fyldt med store drømme,
med kærlighed, barnlig tro og ægte følelser.
Hele dit liv har du haft en stille vished,
at du ville nå dertil — selv når alt omkring dig sagde, at det var en illusion.
Og nu?
Du er der!
Ikke på toppen af et isbjerg, som du forestillede dig,
men på et bjerg, 2080 meter over havet.
Præcis som du så det for dig:
Omgivet af bjerge.
Siddende på et bedetæppe.
Men ved du hvad?
Du er ikke alene.
Rundt om dig står mennesker, som ligner dig.
Mennesker, som selv dine største drømme ikke havde forestillet sig, at de fandtes.
Og Gud?
Han har givet dig mere, end du bad om.
Mere, end du turde håbe på.
Undervejs bar jeg din historie på ryggen.
De spurgte mig om dig, og jeg begyndte at fortælle.
Men din historie blev tung, som skyerne over vores hoveder.
Jeg blev træt af at bære den, dig og mig selv.
Min krop blev træt.
Men de omkring mig — uden ord — sagde:
Træk vejret.
Ét skridt ad gangen.
Du er på vej.
De mindede mig om, at jeg ikke var alene.
At vi ikke var alene.
At Gud var med os — Han hjalp os på vej.
Tre gange forsøgte jeg at give op.
Jeg sagde: “I går bare videre — jeg venter her.”
Men de forlod mig ikke.
Tre gange pegede de mod toppen.
Tre gange mindede de mig om drømmen.
Og de gik ved siden af mig.
Med venlighed. Med blidhed.
Så kom jeg op — ikke i min egen kraft.
Men med Guds vilje.
Og du… du kom også op.
Solen. Regnen. Sneen. Den hårde vind.
Naturen virkede stærk og underlig— men ansigterne omkring mig var velkendte,
og stemmerne trygge og genkendelige.
Jeg satte mig på bedetæppet, jeg havde med,
fra det sted dine drømme plejede at flyve til og fra.
I hånden havde jeg en bønbedekæde — En gave fra min familie — ikke i blodet, men i sjælen.
Din familie. Dem, du har ledt efter hele dit liv.
De ligner dig.
Og det her — var øjeblikket, jeg rejste for
Jeg efterlod alt:
Mine titler, som jeg ikke kunne leve op til.
Mine roller, som jeg ikke længere kunne finde mig selv i.
Mit knuste hjerte.
Mit sind, der aldrig hvilede.
Mit selvbebrejdende “jeg”.
Min sjæl som søgte fred.
Det føltes som om jeg stod foran en portal.
Ikke for at bede.
Men for at overgive.
Mig selv.
Min krop.
Mit sind.
Mit hjerte.
Min sjæl.
Alt til Gud.
De tog et billede af mig.
Du var med i det.
Jeg holdt din bog i hånden.
Jeg ved ikke hvorfor jeg tog den frem så hurtigt.
Og da jeg så billedet senere, tænkte jeg:
Jeg vil slette det!
Jeg prøvede.
Åbnede redigeringsprogrammer.
Prøvede at fjerne det fra billedet.
Det gik op for mig, at måske handlede det ikke bare om at slette en bog.
jeg prøvede at slette bogstaver, der havde sat sig fast på papiret,
og jeg ledte efter en måde at flygte fra en skæbne.
Mit hjerte?
Det var tilfreds,
men såret af menneskers tanker og blikke
Jeg prøvede at slette dig fra billedet.
Fra øjeblikket.
Fra mig.
Men det lykkedes ikke.
Så jeg holdt op med at prøve.
Det var som om du sagde:
“Jeg er mindet, du prøvede at slette.
Men jeg er din sandhed.
Og jeg har ret til at være her.”
Måske var det ikke kun historien jeg frygtede.
Måske var det stedet, hvor den landede.
Jeg lod frygten tale:
Hvad nu, hvis din historie bliver større, end den bør?
Hvad nu, hvis den fylder for meget?
Da jeg så bogen i den ene hånd,
bønperledekæden i den anden,
siddende på bedetæppet…
Tænkte jeg:
Hvad laver den her
For jeg ønsker ikke at gøre din historie større end din hensigt.
Du er ikke en helgen.
Du behøver ikke være en helt.
Du er bare en erfaring.
Ærlig, sårbar, dyrebar
Og jeg ønsker, at din erfaring bliver en bro.
Så den vej jeg gik med smerte,
bliver lettere, kortere og smukkere for andre.
Og i billedet…
Vinden blæste i min hætte.
Regnen dryppede på mit tørklæde.
Sne på det grønne græs.
Et øjeblik mellem årstider.
Mellem to tider.
Mellem dig… og mig.
De spurgte mig, hvordan jeg havde det,
da jeg kom frem.
Jeg kunne ikke svare
For det, der skete,
var ikke et svar.
Det var et billede, der åbnede sig i mig.
Som om to ansigter mødtes i ét helende øjeblik
Halima,
tilgiv mig.
For at jeg skammede mig over dig.
For at jeg kaldte din historie naiv og barnlig.
For hver gang nogen bad mig dele noget fra dig,
og jeg hviskede: “Bare jeg var død før dette… og glemt.”
Men i dag?
Nej! I dag vil jeg bære dig med stolthed.
Jeg lover dig:
Aldrig mere vil jeg svigte dig for andres skyld.
Aldrig mere vil jeg skamme mig over dig.
Aldrig mere vil jeg knuse dit hjerte,
begrave din stemme,
eller lede efter en undskyldning for at slette dig
For 18 år siden sagde du “nej”.
“Nej” til en beslutning med hjertet.
“Nej” til en beslutning med sindet.
Du ville bestige et fjernt bjerg og sige:
“Jeg vælger Guds vej.”
Men vejen var for tåget.
Og du var alene.
Du kunne ikke vælge.
Men du vidste, hvad du ønskede.
Senere prøvede du begge veje:
Fornuftens vej og hjertets vej.
Begge gjorde ondt.
Begge sagde: “Det er ikke her.”
Men du… du glemte ikke.
Du blev ved med at lede.
Du voksede.
Du lærte
Og i dag?
Vi er fremme.
Forskellen?
Denne gang — er det ikke en drøm.
Det er virkelighed.
Du er ikke alene.
Jeg er med dig.
Og vi — er ikke alene.
Vi har valgt vores vej.
Med os er hjertet, som stadig kan elske.
Sindet, efter det forstod.
Selvet, efter den fandt fred.
Sjælen, efter den blev fri.
Med mennesker, der ligner os.
Og Gud — med os.
Den mening du længtes efter?
Nu… lever du i den.
Vi går nu — som om vi ser Ham
Ikke mere frygt for folk.
Ikke mere skam.
Fra nu af…
Alt er for Gud, med Gud, og gennem Gud
Vi gik ned igen.
Jeg fortsatte.
Ikke bare stien — men budskabet.
Jeg vil skrive
for at bygge broer, for at vække, for at mit navn må have mening.
Huda = retledning…
En lille grund
på en stor vej…
for at hjælpe folk om vejen hjem –
Dér, på den anden side.
Vi gjorde det!
Solen kom tilbage.
Stien ned var let.
Glæden fyldte stedet.
Jeg begyndte at elske livet igen…
som det er, som Gud gav det til mig.
Jeg begyndte at elske min skæbne.
Tilgav mig selv.
Og gik videre — også fra dem, der sårede mig.
Vi… mennesker, fejl, detaljer…
Alt, hvis vi ser efter,
er ikke en tilfældighed.
Alt, der skete,
var en åben dør til vejledning
Og historien?
Den handler ikke om dig, Halima.
Heller ikke om mig.
Den handler om noget, der er større end os begge.
Noget vi tilhører… og som vi altid har været på vej imod.
Og i sidste ende:
Alt er fra Gud —
og alt vender tilbage til Ham.
Skrevet den 14. maj 2025
